Ansættelsessamtaler

Ansættelsessamtaler

 

Stillingsopslaget

Udgangspunktet er, at alle offentlige stillinger skal slås op. Dette skal gøres med det formål, at alle skal kunne se, hvilke stillinger, der er ledige i det offentlige. Det offentlige ønsker altid at ansætte den bedst mulige arbejdskraft, og derfor skal det offentlige søge bredt.

 

I Grønlands Selvstyre har vi cirkulære om ansættelse af personale i centraladministrationen samt direktører i de nettostyrede virksomheder mv., hvor der står, at alle stillinger som udgangspunkt skal været slået op i 3 uger.

 

Det fremgår også af cirkulæret, at følgende stillinger ikke kræver stillingsopslag:

  • Ministersekretærer
  • Vikarer eller midlertidige ansættelser op til 1 måneds varighed
  • Elever
  • Studentermedhjælpere
  • Ulønnede praktikanter
  • Frivillig arbejdskraft
  • Timelønnede

 

Når enheden har en ledig stilling, og enheden ønsker at slå stillingen op, så er der krav til, hvad stillingsopslaget skal indeholde. Stillingsopslaget skal indeholde oplysninger om:

  • Stillingsbetegnelse
  • Tjenestested
  • Løn- og ansættelsesvilkår
  • De væsentligste arbejdsopgaver
  • Krav til kvalifikationer
    • Almene kvalifikationer
    • Faglige kvalifikationer
    • Sproglige færdigheder i grønlandsk, dansk og engelsk
    • Kendskab til grønlandsk kultur og det grønlandske samfund

 

Udgangspunktet er, at arbejdsgiveren frit kan annoncere efter den arbejdskraft, som man ønsker. Det er dog vigtigt at have in mente, at man ikke må lægge vægt på ting, som ikke har betydning for arbejdets udførelse. Man må altså ikke diskriminere.

 

Ansættelsesudvalget

Der skal nedsættes et ansættelsesudvalg, når en ledig stilling skal besættes i centraladministrationen. Ved ansættelse af departementschefer og direktører i de nettostyrede virksomheder mv., skal der nedsættes et bedømmelsesudvalg.

 

Ansættelsesudvalget skal som minimum bestå af:

  • En ledelsesrepræsentant
  • En medarbejderrepræsentant

 

Ansættelsesudvalget kommer med en indstilling ud fra en helhedsvurdering af ansøgerne. Det er den personaleansvarlige chef, der træffer den endelige beslutning omkring ansættelse af en medarbejder.

 

Ansættelsessamtalen

Ansættelsesudvalget vælger hvor mange, og hvem – hvis nogen – skal indkaldes til en ansættelsessamtale.

 

Ansættelsessamtalen bruges til afklaring af, om ansøgeren matcher stillingen og enheden. Ansøgerens match skal ses både personligt og fagligt.

 

Udgangspunktet er, at arbejdsgiver må stille spørgsmål inden for alle relevante emner, der relaterer sig til stillingen og arbejdets udførelse. Arbejdsgiver må ikke stille irrelevante spørgsmål som fx ”Skal du have flere børn?”.

 

Der er nogle emner, som man skal være ekstra varsom med at spørge ind til. Nogle af disse emner er:

  • Helbred
  • Religion, politisk overbevisning og seksuel observans
  • Alder
  • Handicap
  • Børn og graviditet

 

Såfremt ovenstående er relevant for den pågældende stilling, vil det naturligvis være relevant at spørge ind til. Det er således sagligt at spørge ind til, om der nogle helbredsmæssige årsager til, at man ikke kan varetage stillingen, eller såfremt stillingen kræver kørekort, må man selvfølgelig gerne spørge, om ansøgeren er fyldt 18 år. Det centrale er, at spørgsmålene skal være relevante og nødvendige for varetagelse af den stilling, man er til ansættelsessamtale på.

 

Referencer

Referencer er en god ting, men det er ikke et krav at indhente.

 

Formålet med referencer er, at ansættelsesudvalget kan udvide deres vurderingsgrundlag. Det er dog vigtigt at have in mente, at referencer er en relativt usikker kilde, da referencen er udvalgt af ansøgeren, og referencen vil derfor oftest tale positivt om ansøgeren.

 

Vær opmærksom på, at ansøgeren sjældent vil være interesseret i at angive sin nuværende arbejdsplads som reference.

 

Det er frivilligt om ansøgeren ønsker at opgive nogle referencer. Arbejdspladsen må ikke henvende sig til tidligere arbejdspladser eller ledere uden, at man har fået en udtrykkelig accept fra ansøgeren.

 

Det er Økonomi- og Personalestyrelsens anbefaling at man altid får accept på skrift fra ansøgeren vedrørende, hvem det er aftalt, man må kontakte.