Retningslinjer for ansættelse af chefkonsulenter

Ansættelse af chefkonsulenter/seniorrådgivere

 

Der kan ske ansættelse af chefkonsulenter/seniorrådgiver i henhold til følgende overenskomster:

 

  • DSA-overenskomsten protokollat om løn- og ansættelsesvilkår for specialkonsulenter og chefkonsulenter
  • Djøf-overenskomsten protokollat om tillæg til chefkonsulenter under Grønlands Selvstyre og kommunerne
  • AK-Funktionsoverenskomsten protokollat om løn- og ansættelsesvilkår for seniorrådgivere under Grønlands Selvstyre og kommunerne i Grønland

 

Ansættelse som chefkonsulent i henhold til ovennævnte overenskomster, kræver forhandling mellem Økonomi- og Personalestyrelsen og den forhandlingsberettigede faglige organisation. Det er derfor vigtigt, at du som leder, ikke lover en ansøger, at de kan blive ansat som chefkonsulent, da dette altid vil være en individuel forhandling baseret på ansøgerens kompetencer og erhvervserfaring.

 

Stillingsopslaget

For at der kan ske ansættelse af chefkonsulenter, skal det stå direkte i stillingsopslaget, at der er mulighed for at blive ansat som chefkonsulent, såfremt ansøgeren har de rette dokumenterbare kompetencer. Vi foreslår følgende standard formulering i stillingsopslag:

 

”Til ansøgeren med de rette dokumenterbare kompetencer kan der ske ansættelse som chefkonsulent i henhold til gældende overenskomst” à Hvis man søger en ikke-akademisk medarbejder, så kan ordet chefkonsulent skiftes ud med seniorrådgiver.

 

Hvis du ønsker at søge bredt, kan følgende formulering med fordel bruges:

 

”Til ansøgeren med de rette dokumenterbare kompetencer kan der ske ansættelse som special- eller chefkonsulent i henhold til gældende overenskomst” à Hvis man søger en ikke-akademisk medarbejder, så kan ordet chefkonsulent skiftes ud med seniorrådgiver.

 

Læs mere om kravene til ansættelse af specialkonsulent

 

Stillingsopslaget skal opslås via Emply Hire, hvor det afkrydses, om opslaget er en stilling som special- eller chefkonsulent. Stillingsopslaget kommer herefter igennem en godkendelsesproces ved Økonomi- og Personalestyrelsen inden stillingsopslaget endeligt opslås.


Denne godkendelsesproces kan have påvirkning på godkendelsestiden. Der kan således være en sagsbehandlingstid på godkendelse af stillingsopslag, da det skal godkendes at arbejdsopgaverne kan bære en chefkonsulentstilling. Læs mere om dette nedenfor under Krav til ansættelse af chefkonsulenter.

 

Der kan opstå situationer, hvor Økonomi- og Personalestyrelsen ikke vurderer, at en ansøger er tilstrækkelig kvalificeret til at få tildelt et chefkonsulenttillæg, dette selvom ansøgeren har ansøgt en stilling som chefkonsulent. En sådan situation vil medføre, at den lokale ledelse ikke kan ansætte ansøgeren på baggrund af stillingsopslaget, medmindre det er skrevet at der også kan ske ansættelse som specialkonsulent eller AC-fuldmægtig.


For at undgå den ovenstående situation kan en stilling alternativt opslås som eksempelvis ”specialkonsulent eller chefkonsulent”. Et sådan stillingsopslag skal også afkrydses som special- eller chefkonsulent i opsætningsfanen Emply Hire. Såfremt Økonomi- og Personalestyrelsen vurderer, at ansøgeren ikke kan tildeles et chefkonsulenttillæg fra ansættelsesdatoen, har den lokale leder mulighed for at ansætte ansøgeren som specialkonsulent i stedet. Dette vil selvfølgelig kræve, at medarbejderne lever op til betingelserne for at blive ansat som specialkonsulent.

 

Krav til ansættelse som chefkonsulent

For at der kan ske ansættelse som chefkonsulent, kræver det, at ansøgeren har en særlig specialviden på højt fagligt niveau. Det er vigtigt at nævne, at den specialviden og det høje faglige niveau, der nævnes, skal være inden for det fagområde som ansøgeren kommer til at arbejde med i stillingen, vedkommende har søgt. Det er Økonomi- og Personalestyrelsens vurdering, at ansøgeren som tommelfingerregel skal have arbejdet inden for fagområdet i minimum 7 år, før man kan opnå en så særlig specialviden, som det kræver for at blive ansat som chefkonsulent.

 

Foruden særlig specialviden på et højt fagligt niveau, så er der også nogle særlige krav til stillingens indhold. Stillingen skal således indeholde:

  • Varetagelse af arbejdsopgaver på et særligt højt kvalifikationsniveau
    • Herunder beslutningskompetence
  • Hyppige tværgående koordineringsfunktioner
    • Eksempelvis projektstyring
  • Ledelsesvendte opgaver
    • Herunder rådgivning af samt udviklings- og udredningsopgaver for den øverste ledelse

 

Honorering af chefkonsulenter

Hvis en ansøger ansættes som chefkonsulent i henhold til DSA-overenskomsten, medfølger titlen som chefkonsulent og et chefkonsulenttillæg på 6.250,00 kr. om måneden (75.000,00 kr. årligt). Det er ikke muligt for en chefkonsulent at modtage tillæg til særlig stilling i henhold til overenskomstens § 6.

 

Hvis en ansøger ansættes som chefkonsulent i henhold til Djøf-overenskomsten, medfølger titlen som chefkonsulent og et chefkonsulenttillæg på 6.340,67 kr. om måneden (76.088,00 kr. årligt). Det er ikke muligt for en chefkonsulent at modtage tillæg til særlig stilling i henhold til overenskomstens § 6.

 

Hvis en ansøger ansættes som seniorrådigiver i henhold til AK-Funktionsoverenskomstens protokollat om løn- og ansættelsesvilkår for seniorrådgivere under Grønlands Selvstyre og kommunerne i Grønland, medfølger titlen som seniorrådgiver og et seniorrådgivertillæg på 5.250,00 kr. om måneden (63.000,00 kr. årligt). For seniorrådgivere følger en rådighedsforpligtelse på 52 timer inden for hvert kvartal. Det er som udgangspunkt ikke muligt for en seniorrådgiver at modtage tillæg til særlig stilling i henhold til overenskomstens § 16.

 

Personligt tillæg

DSA-overenskomstens protokollat om løn- og ansættelsesvilkår for specialkonsulenter og chefkonsulenter, § 3, stk. 4, giver i ganske særlige tilfælde mulighed for at forhandle et personligt tillæg til chefkonsulenter. Det personlige tillæg benyttes kun i ganske særlige tilfælde, da det kræver ekstraordinære individuelle kvalifikationer og kompetencer.

 

Djøf-overenskomstens protokollat om tillæg til chefkonsulenter under Grønlands Selvstyre og kommunerne, § 3, stk. 2, giver i ganske særlige tilfælde mulighed for at forhandle et personligt tillæg til chefkonsulenter. Det personlige tillæg benyttes kun i ganske særlige tilfælde, da det kræver ekstraordinære individuelle kvalifikationer og kompetencer.